Begravelse/bisættelse

En kirkelig begravelse eller bisættelse er de pårørendes afsked med den døde og forkyndelsen af det kristne budskab om opstandelse, håb og trøst.

Ved en begravelse eller bisættelse i kirken eller i kapellet bliver der sagt tak for den dødes liv og for alt, hvad andre mennesker fik lov at dele med ham eller hende. Der bliver også sat ord på sorgen over det, vi har mistet eller aldrig fik.

Før begravelsen eller bisættelsen taler de pårørende med præsten. Ved samtalen forbereder man begravelsen.
Man fortæller præsten om afdøde og vælger salmer. I samtalen kan præsten også tilbyde støtte og sjælesorg.

For kirkelige handlinger (dåb, konfirmation, vielser og begravelser) gælder det i Sct. Mariæ Kirke og Kronborg Slotskirke, at man enten skal bo i Sct. Mariæ Sogn eller have "særlig tilknytning" til sognet. Særlig tilknytning har man i formel forstand, hvis man tidligere har boet i sognet eller har nære pårørende, der bor i sognet (børn, søskende, forældre). 
 

VÆRD AT VIDE

 

Dødsfaldet bliver normalt anmeldt til cpr-registret af lægen, der udfylder dødsattesten. Jeres bedemand vil typisk, i samarbejde med de pårørende, tage kontakt til en af kirkens præster for at fastsætte dato og tidspunkt for handlingen. Bedemanden vil også være behjælpelig med at udfylde alle de nødvendige papirer.