Litteraturkreds i klosteret
Hvert efterår åbner vi dørene til klosteret og inviterer til "Litteraturkreds i klosteret".
Her fordyber vi os i et forfatterskab, der på forskellig vis åbner for de store spørgsmål om tro og eksistens, himmel og jord, liv og død, tid og evighed.
Vi mødes fire torsdag aftener i november. Til hver aften har vi på forhånd læst et udvalg af forfatterens tekster, som danner udgangspunkt for mødet. Aftenerne veksler mellem korte oplæg, fælles tekstlæsning og samtale.
Litteraturkredsen er ikke et forelæsningsforløb, men et fælles rum for fordybelse og samtale. Her læser vi sammen, deler vores blik på teksterne og giver plads til både spørgsmål, fortolkninger og undren.
Vi lægger derfor vægt på, at deltagerne på forhånd har læst de tekster, vi skal arbejde med. Man behøver til gengæld ikke at vide noget særligt om litteratur eller teologi – nysgerrighed og lysten til at læse og tale sammen er det vigtigste.
Når tilmeldingen er åben, så kan du tilmelde dig ved hos sognepræst, Sigurd V. Stubbergaard, på mail: svs@km.dk
Shakespeare – om erkendelse, kærlighed, fortvivlelse og tilgivelse
Hvert efterår åbner vi dørene til klosteret og inviterer til Litteraturkreds i klosteret. I år læser vi William Shakespeare sammen med forfatter og Shakespeare-oversætter Niels Brunse.
Fire torsdag aftener i november tager vi fat på fire af Shakespeares store skuespil: Hamlet, Stor ståhej for ingenting, Kong Lear og Stormen. Til hvert stykke knytter sig et stort menneskeligt og eksistentielt spørgsmål: erkendelse, kærlighed, fortvivlelse og tilgivelse.
Tovholder på litteraturkredsen om Shakespeare: Niels Brunse
Årets litteraturkreds ledes af Niels Brunse, forfatter og en af Danmarks mest erfarne litterære oversættere. Siden sin debut i 1969 har han oversat omkring 250 værker, især fra engelsk, tysk og russisk.
Ikke mindst har Niels Brunse et indgående kendskab til Shakespeare. Han står bag den komplette nyoversættelse af Shakespeares 37 skuespil, udgivet i bogform 2010–2018, og har desuden skrevet Derfor Shakespeare. En introduktion (Gyldendal, 2023).
Tilmelding
Litteraturkredsen kræver tilmelding. Når tilmeldingen åbner, kan du tilmelde dig hos sognepræst Sigurd V. Stubbergaard på svs@km.dk.